Blæsevejr er godt nyt for Cold Hawaii Games

Der er lagt op til en blæsende afslutning på ugen, og det er godt nyt for nogle af verdens bedste kitesurfere, der i disse dage er samlet til Cold Hawaii Games i Thy.

For at kunne gennemføre Big Air-konkurrencen kræves der nemlig en kombination af stærk vind og høje bølger.

I følge TV2 Vejret vil der i løbet af torsdag eftermiddag være risiko for vindstød af stormstyrke i det nordvestjyske. Visse prognoser siger endda, at middelvinden kan risikere at nå stormstyrke, hvilket i så fald vil kunne give den første storm siden Laura i marts 2020.

– Udviklingen er dog fortsat meget usikker, og der er da også kun 20 procent risiko for regulær storm, skriver TV2 Vejret.

I Big Air handler det om at komme så højt til vejrs som muligt. 70% af de point, man kan hente hos dommerne, handler om netop højden.

– De sidste 30% handler om hvor lang en afstand, man tilbagelægger på vandet kombineret med, hvor udfordrende surferens indsats i konkurrencen er, fortæller Sports Director Mads Bloch.

Big Air afvikles enten i Vorupør eller Hanstholm. Arrangørerne melder ud i medierne samt på de sociale medier to døgn før, hvor konkurrencen afvikles.

Foto: Martin Bjørn Christiansen

Forfatter

Related posts

Top