Tirsdag den 14. januar 2025 kl. 10.30 kommer bygningerne, der tidligere har rummet Blidstrup Efterskole på Mors, sat under hammeren. Efterskolen gik konkurs den 1. juli, og siden da har Kurator Jens Brusgaard fra Trolle Advokatpartnerselskab i Fredericia forsøgt at realisere værdierne.
Blidstrup Efterskole er indrettet i Blidstrup Herregaard, der daterer sig tilbage til 1771. Blidstrup blev i mange år drevet af Riis-familien, inden den Ejnar Stagstrup købte den i 1946, og indrettede et afholdshotel på herregården.
I 1960 blev ejendommen overtaget af en gruppe mennesker med tilknytning til Indre Mission og KFUM & K i Danmark. De foretog store ombygninger og startede i 1962 Blidstrup Efterskole, der var i drift indtil 1. juli år, hvor den måtte lukke grundet manglende likviditet og faldende elevtal.
Kæmpe ejendomsværdi
Blidstrup Efterskole har ifølge auktionsdokumenterne en ejendomsværdi på 19.9 mio. kr.
Hovedejendommen indeholder bl. a. klasselokaler, elevværelser, opholdsrum, køkkenfaciliter, og lærerværelse. Endvidere er der foredragssal/teatersal med garderober samt værksted og idrætshal med omklædningsrum.
Herudover er der tre fritliggende personaleboliger, hvoraf de to står tomme, mens den tredje er udlejet frem til juni 2025.
Der medfølger det inventar og løsøre, der forefindes på ejendommene.
Milliongæld
Der er flere kreditorer, der har meldt deres tilgodehavende i boet efter Blidstrup Efterskole.
Den største er Nykredit Realkredit A/S, der har små 7.5 mio. kroner, mens Jyske Bank A/S har en halv million kroner til gode. Det maximale beløb, der SKAL overtages ved auktionen er 251.572,62 kroner, der dækker omkostningerne ved auktionen.
Ellers kan bygningerne principielt overtages til en hvilken som helst pris, der vil kunne stille såvel Nykredit som Jyske Bank tilfredse. Det vil dog formentlig ikke være de 8 mio. kroner, der er i gæld, men et langt mindre beløb.
Utallige muligheder
Blidstrup Herregaard er dog en ejendom med utroligt mange muligheder.
Herregården kan anvendes til turisme, skole, højskole, refugium, privatbolig med tilhørende boligudlejning af personaleboliger og dele af de nuværende bygninger.
Herudover følger egen sportshal med i købet, ligesom et veludrustet hotelkøkken følger med.
Der er åbent hus den 08. januar 2025 kl. 10 – 12.00, hvor interesserede købere kan kigge forbi.
Foto : Trolle Advokatfirmaselskab