Onsdag er en såkaldt hornmine bragt i land i Hanstholm Havn.
– Minen er formentlig fra Anden Verdenskrig, skriver Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.
Havnen er nu spærret af i en radius af 400 meter fra minen.
– Det vigtigste er, at folk skal holde sig væk fra området og følge politiets anvisninger. De skal ikke køre derned og kigge, siger Mette Quistgaard fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV Midtvest.
Dele af skibstrafikken i havnen er ramt af afspærringen og dermed ude af drift.
Det er dog stadig muligt at komme til og fra auktionshallen, der ligger lige uden for det spærrede område.
Søværnets Dykkertjeneste og ammunitionsryddere fra Ingeniørregimentet er blevet kaldt til Hanstholm.
Foto: Presse-fotos.dk