Fredag d. 18. januar får Snedsted besøg af et band med ualmindeligt meget talent og energi. The Raggedy Anns spiller Blue Grass, som oprinder fra country, engelsk-, irsk- og skotsk folkemusik, blues og jazz, virkelig en spændende kombination. Bandet har tidligere spillet på scenerne i Mariehaven, Skagenfestival og Tønder Festival, så man kan få en stor oplevelse i Snedsted denne aften.
Bandet består af 5 talentfulde musikere Stine Flyvholm, Katrine Schmidt, Mark Kühn, Steffen Thomsen og Anders Duus. Et af bandets medlemmer, Mark Kühn, har i øvrigt gået på Snedsted og hedengangne Stagstrup Skole, så det kan være nogen allerede kender ham.
FDF Snedsted og SGIF Snedsted er gået sammen om arrangementet, og det hele starter kl. 18.30 med spisning i Hallens Cafeteria og fortsætter med koncerten i Gardens tilstødende lokaler kl. 20.00. Billetter kan købes på www.sgif-snedsted.dk