Bang & Olufsen opjusterer sine forventninger til sin årlige omsætning til 2,3-2,5 milliarder kroner.
Før lød forventningen til den årlige omsætning på 2,2 milliarder kroner. Det skriver selskabet i en meddelelse tirsdag aften.
Det er blandt andet syv succesfulde produktlanceringer og en højere efterspørgsel på tv og lydprodukter i første halvår, som ligger til grund for opjusteringen.
Bang & Olufsens gør brug af en såkaldt skæv regnskabskalender. Første halvår dækker derfor over perioden juni til og med november.
Ved at opjustere kommer Bang & Olufsen med en tidlig julegave til sine aktionærer. Og Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet, hilser det velkommen, at B&O ikke gentog de seneste to år nedjusteringer “i forbindelse med deres særlige fornemmelser for julehilsner”.
– Efter fem på hinanden følgende nedjusteringer med “start” ved juletid 2018, er nedjusteringernes tid nu forbi for B&O, konstaterer Per Hansen ifølge Ritzau Finans.
Han påpeger, at opjusteringen skyldes en økonomisk trimning, en refokusering af strategien og et lavt udgangspunkt.
En aktie i B&O steg tirsdag med 3,6 procent til 26,32 kroner. Aktien er steget med 68,5 procent i år.
/ritzau/
Foto: Bang & Olufsen, pressefoto