Børn ned til ti år går i solarie trods øget kræftrisiko

Uv-stråler i solarierne er ikke uvante blandt børn og unge. Det viser en undersøgelse, som Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden står bag.

I den er 1.000 unge i alderen 15-20 år blevet spurgt til deres solarievaner, og hvornår de første gang lagde sig ind under de kunstigt fremstillede uv-stråler. Undersøgelsen er ifølge organisationerne repræsentativ i forhold til køn, alder og region.

Den viser, at hver tredje i aldersgruppen har prøvet at gå i solarie, og ved første tur i solariekabinen var hver femte af dem mellem 10 og 13 år gammel.

Den tidlige debut bekymrer Peter Dalum, som er projektleder i Kræftens Bekæmpelse og Trygfondens Solkampagne.

– Uv-stråling er farligere, jo yngre man er. Det skyldes, at celledelingen sker hyppigere, når kroppen stadig er under udvikling, siger Peter Dalum.

Han mener, at det er afgørende at få børn og unge ud af solarierne, da modermærkekræft er den kræftform, der hyppigst rammer de 15-34-årige.

Går man i solarie, øges risikoen for at få modermærkekræft med 20 procent. Lægger man sig under uv-strålerne, inden man fylder 35 år, er risikoen forøget med 59 procent.

Danmark er et af de eneste lande i EU, der ikke har eller er ved at indføre en aldersgrænse på området.

/ritzau/

Foto: Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden’s solkampagne

Forfatter

Related posts

Top