Som omtalt i en artikel fra slutningen af september, er der i øjeblikket op til 12 måneders ventetid på en psykologisk udredning hos PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) i Struer Kommune.
Nu reagerer interesseorganisationen Børns Vilkår på den unormalt lange sagsbehandlingstid. Det skriver Dagbladet Struer.
– Vi har erfaring med, at der kan gå tre til fire måneder og nogle steder seks, men vi er ikke tidligere stødt på 12 måneders ventetid på en PPV (Pædagogisk Psykologisk Vurdering, red.), fortæller Maria Schifter. Hun er teamleder i bisidderafdelingen i Børns Vilkår og forklarer, at ventetiden kan have flere forskellige konsekvenser alt efter, hvor det pågældende barn er i processen.
Det kan bl.a. få betydning for, at det pågældende mistrives i større grad, fordi vurderingsarbejdet trækker ud.
– Det her kan have betydning for, at barnet kommer i øget mistrivsel, fordi det trækker ud, forklarer Maria Schifter.
Det vil ifølge Børns Vilkår nogle gange ende med at gå ud over familielivet – og nogle gange i så svær en grad, at kommunen må sætte ind med andre foranstaltninger for at kompensere, mens familien venter, skriver folkebladet.
– Når børn mistrives, og man kan se, at der er behov for en indsats, er der som regel allerede gået noget tid. Derfor er det bekymrende, at der kan gå op til 12 måneder, før barnet bliver vurderet. Barnet har behov for rettidig hjælp, siger Maria Schifter.
LÆS OGSÅ:
Foto: Struer Kommune