Flere og flere boligkøbere ønsker god plads omkring sig.
Nye tal fra Boligsiden viser nemlig, at villaerne på mere end 140 kvadratmeter fylder mere i salgsstatistikkerne end tidligere.
Som hidtil er det villaerne i størrelsen 140-180 kvadratmeter, der sælges absolut flest af. Frem til og med midten af juni udgjorde salget af denne husstørrelse 35,6 procent af det samlede salg af villaer i 2021. Dertil kommer husene i størrelsen 100-140 kvadratmeter, som udgør 28,6 procent af det samlede salg i 2021.
Men rettes blikket mod yderkategorierne, lader der til at være sket et skifte. I de seneste tre år er andelen for salget af de mindre huse på under 100 kvadratmeter nemlig faldet, imens andelen af de største villaer på 180 kvadratmeter og opefter er steget.
– Boligkøberne går i dag mere målrettet mod de større huse. Særligt efter corona er der flere, der prioriterer at få det ekstra værelse til hjemmekontor. Men generelt har der i de senere år været efterspørgsel på det store køkken-alrum, store børneværelser og den separate forældreafdeling. Dertil kommer, at de sammenbragte familier også har brug for ekstra plads, og det er selvfølgelig med til at øge efterspørgslen på husene med flere kvadratmeter, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.
I 2018 lå andelen for de solgte huse i størrelsen 180-220 kvadratmeter på 16,9 procent, hvilket er øget til 18,2 procent i 2021.
Tilsvarende udvikling ses for de største huse på over 220 kvadratmeter. I 2018 lå andelen her på 10,1 procent, og indtil videre udgør denne størrelse huse 11,9 procent af det samlede hussalg i 2021.
Omvendt er andelen for de små huse under 100 kvadratmeter faldet fra 6,3 procent i 2018 til de nuværende 5,7 procent i 2021.
Foto: Boligsiden