Boligpriser stiger på ny og slår sidste måneds rekord

Boligpriserne fortsætter med at stige, og er endnu engang steget til det højeste niveau i 10 år.

Det viser Boligsidens Markedsindeks for juli måned, der også afslører, at tendensen gælder for både villaer og rækkehuse, ejerlejligheder og sommerhuse. Det er dermed anden måned i træk, at boligpriserne når det højeste niveau siden 2010, hvor Boligsiden begyndte at udgive sit markedsindeks:

– Det er en særlig tid på boligmarkedet, hvor salget buldrer afsted, og priserne stiger på trods af den svære tid, som vi har været i – som vi er i. Det går godt, og det nyder vi, for vi ved også, at det ikke er sikkert, at det varer ved. For boligmarkedet kan blive påvirket, når hjælpepakkerne snart udløber. Men med de stigninger vi har set, så er markedet rustet til at stå imod de prisfald, som eksperterne forventer, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Kilde: Boligsidens Markedsindeks

Ser man nærmere på de regionale tal for prisudviklingen på huse, er der en opadgående tendens i fire af fem regioner. Det er Region Hovedstaden, der oplever den højeste månedlige prisstigning på to procent efterfulgt af Region Syddanmark.

Kun i Region Nordjylland er priserne faldet, men overordnet er prisen også her meget høj.

– Priserne i Nordjylland nåede et foreløbigt højdepunkt i sidste måned, da de for første gang krydsede 10.000 kroner per kvadratmeter, fortæller Birgit Daetz.

På markedet for ejerlejligheder er priserne steget i alle fem regioner den seneste måned. Her er det til gengæld Nordjylland, der har oplevet den største prisstigning på 4,4 procent den seneste måned.

Foto: Boligsiden

Forfatter

Related posts

Top