Mange husker nok påskens blomsterudstilling ‘Håb – Naturens stemme’ i Hurup, som var i overhængende fare for at blive aflyst, fordi der ikke forelå den fornødne brandtekniske redegørelse.
Det fik flere politikere, herunder flere lokalvalgte medlemmer af folketinget, til at tage affære. Og det har virket.
Fra 1. juli 2022 bliver brandreglerne nemlig lempet. Det betyder, at midlertidige arrangementer ikke længere behøver at få en brandrådgiver ud for at godkende lokalerne til arrangementer, skriver TV Midtvest.
Fremover kan kommunerne selv give den nødvendige brandtilladelse til lokaler, hvor der kun er midlertidige arrangementer 50 dage om året, og hvor der max er 1000 mennesker samlet på samme tid.
Johnny Haugaard, der stod bag blomsterudstillingen i påsken, vender tilbage til Hurup med en ny udstilling til september, som kommer til at præge og pryde bybilledet.