I august blev der fundet flere nye coronasmittede i den del af teststrategien, der kaldes samfundssporet end i sygehusenes sundhedsspor.
Det viser et dokument fra Sundheds- og Ældreministeriet, der er sendt til Folketingets sundhedsordførere, som TV2 er i besiddelse af.
Det vil sige, at der er fundet flere smittede blandt dem, der er blevet testet uden nødvendigvis at have haft symptomer, end blandt personer, der er blevet henvist grundet en konkret mistanke.
Af dokumentet fremgår det, hvor mange smittede der er fundet i henholdsvis samfundssporet og sundhedssporet fra uge 31 til uge 35. I uge 35 blev omkring 40 procent af de smittede testet positive efter en henvisning til test fra egen læge, det vil sige i sundhedssporet. Knap 60 procent blev testet positive i Testcenter Danmarks testcentre, hvilket vil sige i det brede samfundsspor.
– Vi har et tilbud om bred testning i Danmark. Det er en god og vigtig del af vores strategi, fordi vi finder op mod halvdelen af de positive test i den brede test i samfundet, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til TV2.
I gennemsnit bliver mellem 5 og 18 procent af de, der testes positive i samfundssporet, testet, fordi de er nære kontakter til en anden smittet.
/ritzau/
Foto: Line Bloch Klostergaard