Bredt budgetforlig indgået på Mors

Det er en samlet kommunalbestyrelse, som står bag budgetforliget 2022 i Morsø Kommune.

Fokus har især været på at sikre velfærdsydelserne og skabe rum for udvikling i et særdeles vanskeligt budgetår. Budgettet har været udfordret af, at man kun har fået 16 millioner i særtilskud samt mulighed for lån af 13 millioner kr. fra staten.

Baggrunden er blandt andet et stigende pres på velfærdsydelserne i takt med den demografiske udvikling i området. Samlet set omfatter budgetforliget netto ca. 1,6 milliarder kr.

– Jeg vil gerne kvittere alle parter for, at det igen er lykkedes lave et robust og samlet forlig – især her i et valgår. Omstændighederne gør, at budgettet indeholder nogle nænsomme tilpasninger, som jeg anerkender vil påvirke rundt omkring. Samtidig er jeg glad for, at vi fastholder en udviklingsorden, som det har været kendetegnene i de seneste to perioder, udtaler borgmester Hans Ejner Bertelsen (V) i en pressemeddelelse.

– Den dagsorden kan vi se virker – blandt andet med større tilflytning af unge og et erhvervsliv som blomstrer, hvilket bekræftes af Dansk Industri, som placerer os som Nordjyllands mest erhvervsvenlige kommune, fortsætter han.

Tore Müller, gruppeformand og spidskandidat for Socialdemokratiet, udtaler, at der er “leveret et ansvarsfuldt og seriøst arbejde” ligesom der er blevet udvist vilje til at få enderne til at nå sammen i forliget:

– På trods af opgavens alvorlighed, synes jeg det er lykkes os at finde et nogenlunde balanceret leje, hvor jeg har arbejdet for at velfærdsområderne skulle skånes mest muligt. Samtidig har vi begrænset mængden af nye anlægsønsker, fordi vi allerede har igangsat en del projekter der arbejdsmæssigt trækker ind i 2022. Jeg er derfor specielt glad for, at det alligevel er lykkes at få afsat midler til cykel- og vandrestier og ikke mindst tiltrængte forbedringer af udendørs læringsrum og legepladser på vores skoler og institutioner, siger han.

Også Meiner Nørgaard, gruppeformand for Danmark Folkeparti udtaler sig i pressemeddelelsen:

– Forudsætninger har været vanskelige. Det til trods er jeg glad for, at alle partier er med i forliget. Personligt hæfter jeg mig ved, at der ikke kommer til at ske serviceforringelser på børne-, skole- og ældreområdet. Kort sagt så undgår vi en tilpasning af de varme hænder, siger han.

Desuden kommenterer Hanne Haldrup, gruppeformand Venstre (V), Viggo Vangsgaard, gruppeformand SF ‒ Socialistisk Folkeparti (F), Ellen Philipsen Dahl, gruppeformand Demokratisk Balance (M), Jette Jepsen, gruppeformand Radikale Venstre (B) og Henning Sørensen, udvalgsformand for Det Sociale Udvalg, Venstre (V) sig i pressemeddelelsen, som du kan læse i sin fulde længde på Morsø Kommunes hjemmeside.

Du kan se hele budgetforliget ved at klikke HER.

Foto: Morsø Kommune

Forfatter

Related posts

Top