Brev i e-boks: Hvordan har du det?

I dag ligger der en besked eller i brev i e-boks hos 300.000 danskere med overskriften “Hvordan har du det?”

Det er et af de spørgsmål blandt en lang række andre sundhedsspørgsmål, der bliver stillet i Danmarks største sundhedsundersøgelse. Det oplyser Danske Regioner i en pressemeddelelse.

Afsenderen er Danske Regioner, Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed. Baggrunden er, at de gerne vil vide noget mere om, hvordan borgene i Danmark har det.

Svarene skal blandt andet hjælpe sundhedsvæsenet med at målrette hjælpen til borgerne.

Og jo flere, der svarer, jo bedre, er det, siger formanden for Danske Regioner, Stephanie Lose.

– Det er et rigtig godt redskab for kommuner og regioner, når vi planlægger vores sundhedsindsatser. Det giver et uvurderligt indblik i, hvordan danskernes sundhed er, og hvor vi skal sætte ind, siger hun.

– Undersøgelsen giver nogle væsentlige resultater, som både bruges i sundhedsaftaler og til at sætte konkrete indsatser i gang, som kan højne danskernes sundhed, siger Stephanie Lose.

Deltagerne er tilfældigt udvalgt, og det er frivilligt, om man vil deltage. Svarfristen er 12. maj.

Det er fjerde gang, at danskernes sundhed bliver undersøgt så omfattende, som tilfældet er. Det skete første gang i 2010 og siden hen i 2013 og 2017.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top