På grund af en fejl nåede et brev, som Statens Serum Institut (SSI) havde sendt til 926 minkavlere, aldrig frem.
Det skriver Statens Serum Institut på sin hjemmeside.
Brevet blev sendt 14. juli med det formål at hjælpe med at danne et overblik over, hvem der er knyttet til de danske minkfarme. I brevet bliver minkejerne bedt om at komme med oplysninger om deres medarbejdere.
Men det kom altså kun frem til få minkejere på grund af en fejl. Det fremgår ikke, hvad der ligger bag fejlen.
Information beskrev i sidste uge, at SSI forgæves havde forsøgt at få overblik over, hvem der arbejder på landets minkfarme. Her fremgik det, at én af 926 havde fortalt, hvem de har ansat.
– Vi beklager meget over for minkejerne for at have lagt tal til en artikel i blandt andet Information, som beskrev en meget lav svarrate, når den skyldes, at brevene ikke kom frem, siger Tyra Grove Krause, overlæge og afdelingschef ved SSI.
SSI skriver på sin hjemmeside, at de manglende oplysninger ikke har betydet noget for epidemiens spredning og forløb på minkfarmene.
/ritzau/
Foto: Danske Minkavlere