Brostrøm: Bliv hjemme hvis du er småsnottet

Hvis du er småforkølet eller sløj, skal du holde dig hjemme fra arbejde.

Det er budskabet fra direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm.

– På mange arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner i Danmark er der en kultur, hvor vi sædvanligvis om vinteren går lidt småsnottede og forkølede på arbejde, lyder det fra Søren Brostrøm.

– Det skal vi ikke gøre normalt, og det skal vi særligt ikke gøre i denne vintersæson, fortsætter han.

Generelt mener Søren Brostrøm, at danskerne skal blive bedre til at gå i selvisolation – også selv om man ikke er konstateret smittet.

– Vi skal også gøre det, hvis vi har været nære kontakter, eller hvis vi har haft andre grunde til at blive testet. For eksempel hvis vi er kommet hjem fra et land med højt smittetryk, siger han.

Søren Brostrøm kommer samtidig med en opfordring til danskerne om at huske at holde afstand.

Kontakttallet er i den seneste uge faldet fra 1,3 til 1,1. Dermed smitter 10 personer nu i gennemsnit 11 andre.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top