Brugtvognssalget slog rekord sidste år

Er der for mange med tog, metro eller bus, så overvej en alternativ transportform.

Sådan lød det tilbage i marts fra Sundhedsministeriet, og det råd tog danskerne angiveligt til sig. Salget af brugte biler slog nemlig alle rekorder i 2020.

Antallet af handler med brugte biler renset for dobbeltregistrering landede for året på 440.000. Det er en markant stigning fra de 380.000 handler i 2019, som var den hidtidige rekord i det danske brugtvognsmarked.

Specielt én biltype oplevede sælgerne en stor efterspørgsel efter: Minibilen.

Minibilen med det bedste salg blev Volkswagen Golf VII, med over 7.500 solgte. Mange danskere investerede også i en Toyota Yaris sidste år.

Salget af nye biler gik tilbage
Træerne voksede dog ikke ind i himlen for bilsælgerne. Salget af nye biler gik tilbage med omkring 12 procent fra 2019.

– Det er første gang siden 2014, at der har været en nedgang i salget, men der blev alligevel solgt tæt på 200.000 nye biler, siger Jan Lang, der er markedsanalytiker hos Bilbasen.

En anden biltype, som havde et godt salgsår år, var de såkaldte lavemissionsbiler, der primært er el- og hybridbiler.

– Både som nye og brugte er de gået massivt frem. Det venter vi også kommer til at ske i 2021, hvor den grønne omstilling på bilområdet for alvor tager fart, siger Jan Lang.

Den mest solgte elbil var en Tesla 3, mens den mest solgte plug-in hybrid var en Ford Kuga i 2020.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top