Brun sovs og madlavning hitter under corona

Udbruddet af coronavirus og de mange timer inden for hjemmets fire vægge har ændret mange danskeres vaner.

Nogle har kastet sig over strikketøjet, andre en surdej – og så tyder det på, at en del har kastet kærlighed på madlavning.

I hvert fald svarer hver fjerde i en ny undersøgelse, at de bruger mere tid på madlavning nu end før corona. Det skriver Karolines Køkken, der er ejet af mejeriselskabet Arla Foods, i en pressemeddelelse.

Og særligt én ting har hittet blandt selskabets opskrifter: Sovs.

Brun sovs, flæskestegssovs og bechamelsovs er blandt de ti opskrifter, som har oplevet den største stigning i antallet af søgninger under corona.

Undersøgelsen er foretaget blandt 2000 repræsentativt udvalgte danskere af Epinion på vegne af Karolines Køkken.

Top ti over største stigninger i besøg på aftensmadsopskrifter under corona på Arla.dk

  1. Brun sovs: Antal besøg steget med 1474 %
  2. Æbleflæsk: Antal besøg er steget med 1047 %
  3. Hokkaidosuppe: Antal besøg er steget med 881 %
  4. Fiskefrikadeller: Antal besøg er steget med 842 %
  5. Falafler: Antal besøg er steget med 799 %
  6. Laksetærte: Antal besøg er steget med 761 %
  7. Bechamelsovs: Antal besøg er steget med 760 %
  8. Flæskestegssovs: Antal besøg er steget med 735 %
  9. Culottesteg: Antal besøg er steget med 690 %
  10. Wienerschnitzel: Antal besøg er steget med 675 %

Tallene er en sammenligning af perioderne 12. marts 2020-28. februar 2021 og 12. marts 2019-28. marts 2020

/ritzau/

Foto: ARLA Foods

Forfatter
Tags
Top