I 2019 var der i gennemsnit 6,1 børn per voksen i landets børnehaver og 3,1 børn per voksen i vuggestuerne.
Det viser tal fra Danmarks Statistik offentliggjort onsdag. Sammenlignet med 2018 er det så godt som status quo.
Dermed mangler der altså fortsat voksne i daginstitutionerne for at leve op til minimumsnormeringerne. De siger, at der skal være en voksen per tre vuggestuebørn, mens der i børnehaver skal være en voksen per seks børn.
Og ifølge pædagogernes fagforening, Bupl, er der endnu længere til målet, end tallene fra Danmarks Statistik giver udtryk for.
Det skyldes, at lederne tæller med i den officielle opgørelse, selv om lederne oftest sidder med eksempelvis planlægning snarere end børnepasning.
– Selv når Danmarks Statistik tæller lederne med, kan vi se, at flertallet af kommunerne stadig er langt fra at leve op til minimumsnormeringer. Og hvis man trækker lederne ud, som vi mener, man skal gøre, så er der stort set ingen kommuner, der lever op til minimum.
– Det her viser med al tydelighed, at det haster med en lov, der forpligter kommunerne til et minimum af pædagoger, siger Bupl-formand Elisa Rimpler i en skriftlig kommentar.
Bupl’s egne tal viser, at der er 3,3 børn per voksen i vuggestuer og 6,5 børn per voksen i børnehaver, når ledere er trukket fra. Ifølge Bupl’s tal er der i øjeblikket 6 ud af landets 98 kommuner, der lever op til minimumsnormeringer.
Med finansloven for 2020 blev S-regeringen og støttepartierne enige om, at der skal indføres lovbundne minimumsnormeringer senest i 2025.
/ritzau/