I weekenden stod Pia Storm (S), som er medlem af kommunalbestyrelsen på Mors frem i Nordjyske og fortalte hvordan hun gennem flere år har følt sig krænket af hendes tidligere partifælle, viceborgmester Viggo Vangsgaard (SF).
Sidste år gik hun nok, og tog kontakt til partiformand Sven Erik Jørgensen, og det endte med, at Viggo Vangsgaard efter 26 år som socialdemokrat forlod partiet, og efterfølgende meldte sig ind i SF.
Til TV Midtvest har Pia Storm fortalt om særligt to tilfælde af grænseoverskridende handlinger fra Viggo Vangsgaard.
I en bil på vej mod Aalborg oplevede hun, at viceborgmesteren lagde en hånd på låret af hende og sagde, at det var en skam, hun ikke var iført en kort nederdel, og han lod hånden glide op ad hendes ben for at vise, hvor kort han gerne ville have, den skulle være.
En anden oplevelse var efter et møde, hvor alle andre havde forladt lokalet, og Viggo Vangsgaard spurgte, om han ikke skulle smække hende op på bordet og tage hende bagfra.
Efter et møde i den lokale partiledelse blev der indgået en aftale med Viggo Vangsgaard om, at han skulle forlade partiet. Men nu er der opstået uenighed om, hvad der egentlig stod i aftalen.
Viggo Vangsgaard har ifølge ham selv skrevet under på, at han forlod partiet for at undgå internt uro i partiet. Men i aftalen, som TV Midtvest har set, står der, at baggrunden er, at Pia Storm Storm har følt sig seksuelt krænket af Viggo Vangsgaard.
Viggo Vangsgaard fastholder, at han forlod partiet af egen fri vilje og overvejer nu en injuriesag.
LÆS OGSÅ:
Viceborgmester afviser alle beskyldninger om seksuelle tilnærmelser