Arbejdet med at udvikle Bytorvet i Hanstholm, er kommet ualmindeligt godt fra start. En arbejdsgruppe under Centerforeningen indgik sidste år et samarbejde med Thy Detailforum om at udvikle Bytorvet og de første nye butikker ser nu dagens lys.
– formålet med indsatsen er ganske enkelt, at vi vil skabe mere liv på Bytorvet og tiltrække nye aktiviteter, der er med til at profilere Bytorvet og trække endnu flere kunder og gæster til, fortæller Michael Sørensen, afdelingsdirektør for Sparekassen Thy i Hanstholm og formand for centerforeningen.
Siden projektet for alvor blev skudt i gang i starten af december, har der været en række henvendelser fra folk, der gerne vil leje sig ind i bygningen.
– det er en helt ny udvikling og vi bruger en del tid og ressourcer på at identificere de projekter, vi tror på har en fremtid i centret og selvfølgelig på at hjælpe projekterne godt på vej. Men indsatsen ser ud til at være det hele værd, slår Michael Sørensen fast.
Blomster og nyt spisested
1. februar åbnede Jane Lindberg Madsen butikken Bytorvets Blomster, der har fået en forrygende start og den 1. april får Hanstholm endnu et spisested. Der åbner Nichlas og Nunu Andreasen deres spisested ”D-Barmad” i Bytorvet.
– vi har flere henvendelser om at åbne i centret og dem arbejder vi nu med at få realiseret i tæt dialog med udlejerne og øvrige involverede, fortæller Michael Sørensen.
Der arbejdes blandt andet henimod, at centret også bliver hjemsted for et kontorfælleskab, som man kender det fra bl.a. Klitmøller og Vorupør.
– det er blot et af mange projekter, der er på tegnebrættet, fortæller Michael Sørensen uden at vil sætte ord på, hvad de øvrige projekter indeholder og henviser til, at de stadig er på idestadiet.
Masser af muligheder
Handelschef Michael Vendelbo fra Thy Detailforum har ikke været i tvivl om, at Bytorvet har kunnet udvikles og blive et aktiv for hele Hanstholm om omegn.
– der sker rigtigt meget i Hanstholm i de her år på ryggen af havneudvidelsen. Byens fiskeindustri er i udvikling, byen tiltrækker nu også surfere og børnefamilier, da man stadig kan finde boliger i Hanstholm, der er til at betale. Byen er nærmest blevet gastronomiens højborg i Thy og har sin store andel af turismen, der vokser i antal og spreder sig mere ud over hele året. Mange bække små skubber til det samlede billede af et Hanstholm på vej frem, påpeger Michael Vendelbo.
Han peger på, at jo bredere en lokal detailhandel, man har i et lokalsamfund, jo mere handel bliver hjemme i den enkelte by – i dette tilfælde Hanstholm.
– hvis udbuddet er til stede til den rigtige pris, handler Thyboerne gerne lokalt. Det har vi set på ryggen af Corona-pandemien. Man rykker sammen og bakker gerne de lokale handlende op fordi det er dem, der kommer med sponsorpengene til de lokale spejdere og idrætsforeninger samtidigt med, at de er med til at skabe liv i byerne, påpeger Michael Vendelbo.
Stor ros til Hanstholm
Han roser arbejdsgruppen i Hanstholm for deres indsats.
– de vil udvikling og de vil det her projekt. De har gjort en kæmpe indsats, der så heldigvis også krones med gode resultater allerede. Thy Detailforum har bidraget med hjælp i forbindelse med projektdesign, kommunikation, markedsføring og udvikling af indhold på Bytorvet. Det er i et godt samarbejde, de gode ideer skabes, og jeg ser lyst på Bytorvets fremtid, hvis den nuværende udvikling ikke bare fastholdes, men forsat udvikles og udbygges, slår Michael Vendelbo fast.
Michael Sørensen håber at kunne løfte sløret for flere nye lejere på Bytorvet i løbet af de kommende måneder.