Klitmøller-surferen Casper Steinfath, der er seks dobbelt Verdensmester, fire dobbelt Europamester, dobbelt Redbull Heavy Water Champion – samt den første Person i verden til at krydse Skagerrak strædet (145 km) på SUP, er ny sportschef i Surfklubben NASA i Klitmøller, hvor det hele startede.
Caspers ansvar er at holde det sportslige overblik for alle surf akademiets aktiviteter på tværs af windsurf, surf og SUP.
”Min vigtigste opgave er at afholde lærerige workshops og have individuelle mentor-samtaler med vores atleter. Min motivation for at hoppe ind i projektet er for at hjælpe den næste generation af talentfulde surfere med at nå deres fulde potentiale. Med over 15 års erfaring som professionel atlet med mig i bagagen, håber jeg at kunne være den rådgivende mentor, som jeg selv forgæves efterspurgte, dengang jeg var ung atlet”, fortæller Casper Steinfath til NASA’s Facebook.
Udover at være sportschef, assisterer Casper også klubbens SUP-træner Christopher Jeppesen.
“At have Casper som lokal sportschef, er en gevinst både for atleterne og for forbundet. Casper er den mest vindende SUP atlet i Danmark, og ved, hvad det kræver at være atlet på topniveau. Den viden og mentalitet, kan han videregive til de surf- og SUP atleter, der er tilknyttet NASA Academy, og dermed være med til at skabe en elitesportskultur i miljøet. Samtidig skal Casper være forbindelsesleddet til Surf & SUP Danmarks Sportschef og holde ham opdateret om atleternes fremskridt og up-coming talenter”, siger Sportschef Jesper Carlson fra Dansk Surf & SUP til forbundets hjemmeside.
Rejsen til vandet
Caspers far, Mike Stenfath, tog Casper med ud i bølgerne på et surfboard, før han overhovedet kunne gå.
”Jeg tror, det netop var min far og lillebror Peter, som har været mine største inspirationskilder. Sammen har vi haft utallige timers leg og eventyr på vandet gennem tiden.” Derudover er Casper særligt inspireret af “Waterman-filosofien”, der handler om at dygtiggøre sig indenfor flere forskellige stilarter til vands på vidt forskelligt udstyr”, fortæller Casper Steinfath.

Største øjeblikke
Når man spørger ind til et særligt mindeværdigt øjeblik i Caspers vilde karriere og historie med havet, så nævner han et minde, der både bringer rædsel og reminiscens:
”Et stort øjeblik for mig var første gang, jeg surfede Jaws på Hawaii med Kai Lenny i 2016. Jeg var hunderæd, men elskede processen omkring at presse mine grænser. Kan huske, det var den samme følelse, jeg havde, da jeg i tiders morgen padlede ud på Bunkers første gang. Der er ikke noget som at komme i land fra en session, der fundamentalt har rykket noget ved ens evner og selvopfattelse”, fortæller Casper.
En personlig filosofi, som Casper lever efter på vandet.
Casper elsker at skubbe sine egne grænser udover kanten og træde ud af sin comfort zone i og på vandet:
”Uanset om det omhandler at krydse et kæmpe hav eller surfe et nyt spot, så er kampen mod noget ukendt og ukontrollerbart et stærkt værktøj til at udvikle sig som atlet – og menneske”, fortæller han.
Casper Steinfaths tiltræden som sportschef giver den lokale talentudvikling i Cold Hawaii de bedste tænkelige forudsætninger for at hente gode resultater i fremtiden. Et arbejde Casper Steinfath allerede har kastet sig over.
Kilde: NASA og Dansk SUP & Surf samt Casper Steinfaths hjemmeside.
Foto: John Carter, APP World Tour