Cheftræner om pokalfinalen: – Den største kamp i fodbold-Thy’s historie

– Det er fuldstændig overdrevet fantastisk.

Sådan beskriver Torben Overgaard, der er cheftræner for ligaholdet FC Thy-Thisted Q, det faktum, at det kun få år gamle klubsamarbejde imorgen eftermiddag spiller sin første pokalfinale – og så endda på hjemmebane.

– Det er som et eventyr, der bare ikke vil slutte, siger Torben Overgaard.

Gæsterne er favoritter
Modstanderen i pokalfinalen er FC Nordjsælland. Farumgenserne sluttede sæsonen i ligaen af på 3. pladsen, mens FC Thy-Thisted Q sluttede på 4. pladsen. Og selvom de to hold både på papiret og banen virker meget jævnbyrdige, så ligger favoritværdigheden hos gæsterne, siger Torben Overgaard:

– Vi har mødt FC Nordsjælland tre gange i turneringen, og vi har vundet en, tabt en og en spillet uafgjort. Så det giver selvfølgelig en tro på, at vi kan gå ud og lave en overraskelse.

Den største kamp i fodbold-Thy’s historie
At kampen skal spilles på FC Thy-Thisted Q’s hjemmebane gør ikke troen på det lille mirakel mindre, tværtimod:

– Det gør jo kun, at det hele bliver endnu større. Det er uden sidestykke klubbens største kamp, og jeg kan da vidst også roligt gå så langt og sige, at det er den største kamp i fodbold-Thy’s historie, slutter Torben Overgaard.

Der er kampstart på Sparekassen Thy Arena lørdag kl. 15.30. Kampen vises direkte på DR1 med optakt fra kl. 15.

Arkivfoto: FC Thy-Thisted Q

Forfatter

Related posts

Top