Til september er der for fjerde gang Cold Hawaii Games i Thy. På programmet er en række af aktiviteter for både bredden og eliten.
-Ved Cold Hawaii Games er der plads til alle, uanset om man er en helt almindelig person, der har lyst til at deltage eller man er elitesportsudøver, siger Projektleder Kristian Kjøller.
Han er lige nu i gang med at lægge de sidste brikker til det samlede program, hvor blandt andet Big Air-konkurrencen er selvskrevet. Big Air handler om at hoppe 20-30 meter op i luften og udføre forskellige tricks, inden kitesurferens board igen rammer vandet.
-Vi samlede nogle af verdens bedste riders, der har udråbt Cold Hawaii Big Air til et af de vildeste Big Air events i verden. De fortæller samtidigt, at vi i Vorupør har et af de bedste kite-spots, hvilket giver basis for udvikling af byens potentiale i forhold til at tiltrække kite-surfere, siger Kristian Kjøller.
Han glæder sig samtidigt over, at Cold Hawaii kommer til at lægge vand og bølger til sidste runde af årets PWA Youth Windsurf Wave World Cup. Det sker den fra søndag den 11. september til lørdag den 17. september. Præcist hvor i Thy, surferne går på vandet, meldes ud senere.
Programmet kommer derudover til at rumme en større golfevent i Nordvestjysk Goldklub, langdistanceløbet Cold Hawaii Ultra og cykeleventet Thy Gravel Ride i Nationalpark Thy, vandsportseventet Cold Hawaii Wake Contest i Thy Cablepark i Thisted og ikke mindst Cold Hawaii Wing Foil Open, der anses som fremtidens store surf-disciplin.
Det færdige program ventes at være klar til præsentation inden sommerferien.
Det er Friends of Cold Hawaii, der står bag Cold Hawaii Games, der finder sted fra den 9. til den 25. september flere forskellige steder i Thy.
Foto: Nicklas Kold Nagel