Corona-krisen resulterede i bæredygtigt iværksætteri

I forvejen køber og sælger danskerne brugte møbler, tøj, sko, biler og meget andet i stor stil, og nu er det blevet lettere både at købe og sælge brugt sportsudstyr.

De to tidligere Thisted FC-profiler Jeppe Svenningsen og Allan Høvenhoff har nemlig under coronakrisen skabt online-markedspladsen, Re-sport.dk, hvor man kvit og frit kan købe og sælge sit brugte sportsudstyr – uanset om det er fodboldstøvler, som er brugt en enkelt gang, et sæt golfudstyr man er vokset fra eller en racercykel, der bare står og samler støv.

Kort fortalt samler den nye platform alt salg af privates sportsudstyr på tværs af sportsgrene.

Ideen er udviklet fordi alt for meget sportsudstyr bliver kasseret, selvom det sagtens kan bruges af andre.

– Det giver ingen mening, at man smider sportsudstyr ud, som man har brugt få gange. Det er et enormt ressourcespild, og det vil vi med det her tiltag gerne være med til at begrænse. Samtidig er der ofte en god økonomisk gevinst at hente ved at købe og sælge brugt udstyr, lyder det fra de to iværksættere.

Ideen til markedsplatformen opstod da fodbolden lå stille på grund af coronasituationen.

– Vi har ikke kunnet komme på græs og spille fodbold. Så en pludseligt opstået ide, blev hurtigt omsat til handling og sitet er blevet taget utroligt godt imod med flere end 275 annoncer på kort tid, fortæller Jeppe Svenningsen og Allan Høvenhoff,

Vil være landets førende
Jeppe Svenningsen og Allan Høvenhoff stræber efter at blive Danmarks førende indenfor køb og salg af privates sportsudstyr:

– På vores vej dertil, vil vi hvert år støtte et bæredygtigt projekt – hvilket vores brugere er med til at afgøre. Det er vigtigt for Re-Sport, at sende et klart budskab om fornuften bag bæredygtighed, og at der findes mange genanvendelige sportsprodukter, der kan gøre stor glæde hos anden part, fastslår de to kompagnoner.

Alt imens hjemmesiden er online arbejdes der sideløbende på at udvikle en app.

Forfatter

Related posts

Top