2020 var et hårdt år for landets idrætsforeninger. Sportshaller, baner og omklædningsrum lå øde hen en stor del af året på grund af situationen med coronavirus, som gav svære betingelser for medlemmer og frivillige.
Det afspejler sig også i medlemstallene fra DGI og Danmarks Idrætsforbund (DIF), der viser et samlet medlemstal på 2.216.675, hvilket er et fald på 89.613 medlemmer på et år. Det svarer til en medlemstilbagegang på 3,89 procent. En udvikling, der bekymrer de to organisationer, fordi faldet kommer efter flere år med fremgang.
Året forinden havde DIF og DGI således en medlemsfremgang på knap 50.000 medlemmer.
– Efter et 2020 med store udfordringer for idræts- og foreningslivet er det ikke overraskende, at vi ser et generelt fald i idrætsforeningernes medlemstal. Men det er bekymrende for både vores fysiske, mentale og sociale sundhed, siger Niels Nygaard, formand i DIF, i en pressemeddelelse.
– Det har været afgørende, at idrætsforeningerne har været så hurtige til at omstille sig. Og så har vi oplevet stor opbakning i form af statslige corona-hjælpepuljer og kommunale indsatser. Nu skal vi sætte alt kraft ind på, at børn, unge og voksne vender tilbage til aktive fællesskaber, fortsætter han.
I DGI og DIF er der stor glæde over, at langt størstedelen af medlemmerne har holdt fast i deres medlemskab og betalte kontingent i 2020, selvom idrætsforeningerne i 2020 i perioder var lukket ned og stort set hele året var underlagt forskellige restriktioner.
Den opbakning er afgørende for, at danskerne igen bliver mere aktive i idrætsforeningerne.
Udfordringen i forhold til frafaldne medlemmer risikerer også at vise sig i 2021-tallene næste år, da idrætsforeningerne også har været og er hårdt ramt af restriktioner i det igangværende år.
Mens der var tilbagegang i langt de fleste aktiviteter i 2020, var der også enkelte lyspunkter. Særligt tennis og golf, der var blandt de første til at åbne i foråret 2020, er kommet ud af 2020 med pæne medlemsfremgange.
Største idrætter (udvikling fra 2019 i parentes):
– Fodbold: 321.222 (-19.729)
– Gymnastik: 274.103 (-28.699)
– Svømning: 224.757 (-17.778)
– Fitness: 172.683 (-10.569)
– Golf: 157.504 (+5.763)
Pressefoto: Danmarks Idræstforbund