Coronaen spænder ben for Limfjordsteatrets første voksenforestilling i den nye sæson.
En skotsk trup skulle have opført forestillingen ”Moot Moot” på teatret den 14. september om aftenen og den 15. september om formiddagen. Men på grund af corona-pandemien, som i særlig grad har ramt Storbritannien, kan truppen ikke få sin planlagte Danmarks-turné dækket af forsikringen – og er derfor nødt til at aflyse.
Heldigvis er det lykkedes teaterleder Gitta Malling at finde en fuldgyldig afløser; nemlig den verdensberømte klovn, Paolo Nani, som flere gange har gæstet Limfjordsteatret, og som med kort varsel har sagt ja til at springe til med sin kult-klassiker ”Brevet”.
– Det er selvfølgelig ærgerligt at skulle starte en ny sæson med en aflysning. Til gengæld er det dejligt at kunne tilbyde vores publikum en fantastisk forestilling med Paolo Nani i stedet, siger Gitta Malling.
”Brevet” havde premiere i 1992 – og er siden blevet opført 1500 gange i 40 forskellige lande. Den har vundet adskillige priser og fået fantastiske anmeldelser. I løbet af forestillingen skriver Paolo Nani det samme brev ikke færre end 15 gange, men på 15 vidt forskellige måder: forfra, bagfra, som beruset, som en western, som horrorfilm, med hænder, uden hænder, som cirkuskunstner, som stumfilm, og meget mere.
Et sprudlende studie i stilarter, fyldt med detaljer og gags fra start til slut.
”Brevet” bliver således opført på de selvsamme datoer og tidspunkter, som ”Moot Moot” skulle have spillet.