Dagligvarekæder: Priserne for kunder kommer til at stige

En stigning i råvarepriserne vil gøre varerne i supermarkederne dyrere for forbrugerne.

Det siger dagligvarekoncernerne Salling Group, Coop og Lidl til Børsen.

– Der er rigtig mange leverandører, der varsler prisforhøjelser på varerne, og vi kæmper for at holde dem så meget nede som muligt.

– Det har betydning for de fleste kødprodukter, mel, kaffe og olier, og det er særlig grundet dårlig høst flere steder i verden suppleret med stigende omkostningerne på alt fra transport til emballage.

Det siger informationsdirektør i Coop Jens Juul Nielsen til Børsen. Coop står blandt andet bag Irma, Fakta og Superbrugsen.

Hos Lidl bekræfter man også, at der kommer prisstigninger.

– Der vil komme prisstigninger for forbrugerne, for situationen er usædvanlig grundet flere sammenfald med udgangspunkt i corona, siger Rasmus Pape, der er indkøbsdirektør i Lidl, til Børsen.

Salling Group, der blandt andet driver Netto og Føtex, siger i et skriftligt svar til avisen, at man gør alt, man kan for at holde priserne nede, men at høje råvarepriser og tryk på forsyningskæderne vil give prisstigninger.

Ingen af de ovennævnte kan sige, hvor markante prisstigningerne bliver. Det skyldes, at det er koncernernes forhandlinger med leverandører af de enkelte varegrupper, der afgør, hvordan priserne vil stige.

Forhandlingerne foregår i følge Børsen netop nu.

/ritzau/

Foto: Siine Fiig, COOP

Forfatter

Related posts

Top