Dagmar Nygaard er Årets Frivillig på Mors

Lørdag formiddag og nogle timer frem blev priserne til Årets Kunstner, Årets Frivillig, Årets Forening og Årets Ungleder på Mors uddelt.

Priserne skulle have været uddelt til Frivilligfesten, som dog blev aflyst på grund af corona.

Årets Frivillig
Prisen som Årets Frivillig går til Dagmar Nygaard.

– Dagmar Nygaard har sørget for at holde vores ældre i gang og fået dem til at genopdage vores smukke ø til fods med tiltaget Gå i Gang Mors. Hun har også sat fut i holdet ”Gå dig glad med Dagmar og Hjerteforeningen” og sørget for at hive rekordmange med til Ladywalk i Agger, lød det bl.a. fra borgmester Hans Ejner Bertelsen(V).

– Dagmar, du har virkeligt været med til at gøre en forskel. Du får vores ældre til at komme af sted hjemmefra og få sig rørt. Sammen opdager I året rundt steder på vores skønne ø – og selv om man har boet her en menneskealder, er der stadig steder, man ikke har besøgt. Borgmesteren sluttede af med ordene:

– Dagmar 1000 tak for din indsats, tak for dig og tillykke med prisen som Årets Frivillig.

Udover årets prisvinder var også Daisy Vester Jensen for sin indsats i Limfjordens Idrætsforeningen og Erik Hansen for indsatsen i Morsø Cricket Klub nomineret til prisen.

Arkivfoto: Henny Hansen.

Forfatter

Related posts

Top