Danmark sætter AstraZeneca-vaccinationer på pause

Danmark sætter vaccinationer med AstraZeneca på pause, da der har været flere alvorlige tilfælde med blodpropper blandt vaccinerede, oplyser Sundhedsstyrelsen.

De europæiske lægemiddelmyndigheder har på den baggrund iværksat en undersøgelse af AstraZeneca-vaccinen.

Én indberetning vedrører et dødsfald i Danmark. Det kan på nuværende tidspunkt ikke konkluderes, om der er en sammenhæng mellem vaccinen og blodpropperne, oplyser Sundhedsstyrelsen.

Pausen varer indtil videre i 14 dage, og Sundhedsstyrelsen vil sammen med Lægemiddelstyrelsen lave en ny vurdering i uge 12.

– Vi er midt i den største og vigtigste vaccinationsudrulning i Danmarkshistorien. Og lige nu har vi brug for alle de vacciner, vi kan få. Det er derfor ikke nogen let beslutning at sætte én af vaccinerne på pause. Men netop fordi vi vaccinerer så mange, så er vi også nødt til at reagere med rettidig omhu, når der er viden om mulige alvorlige bivirkninger. Det er vi nødt til at få afklaret, før vi kan fortsætte med at bruge vaccinen fra AstraZeneca, udtaler Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen.

Pausen med vaccinen betyder, at der er lavet en ny vaccinationskalender, hvor AstraZeneca-vaccinen slet ikke indgår. Pausen betyder desuden, at dem, der allerede har fået 1. stik og venter på 2. stik, foreløbig skal vente med dette.

Planen lyder nu, at alle danskere over 16 år, der vil vaccineres, nu forventes at være færdigvaccineret 15. august. Tidligere var datoen 18. juli.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top