Danmarks -nye- største landboforening er en realitet

Sølle seks stemmer afgjorde i sidste ende det hele, da medlemmerne af Landboforeningen Limfjord mandag aften skulle stemme om en fusion med LandboThy og Lemvigegnens Landboforening.

89 stemte for. 83 stemte imod, skriver Nordjyske.

Dermed er fusionen mellem de tre lokale landboforeninger en realitet. Sammen vil de fremover under navnet Fjordland være landets største med 1700 medlemmer.

Et flertal i både LandboThy og Lemvigegnens Landboforening stemte allerede for i starten af juni. I Landboforeningen Limfjord var flertallet dog så snævert, at det hele skulle afgøres på en ekstraordinær generalforsamling.

Ønsket med fusionen er at skabe en stærk politisk forening med lokal forankring. Ønsket er også fortsat at tilbyde højt kvalificeret rådgivning indenfor de nuværende kerneområder samtidigt med, at der er plads og ressourcer til at udvikle rådgivningen i takt med erhvervets behov.

– Til gavn for områdets fuldtids- og deltidslandmænd, og for de andre erhverv som benytter foreningerne i dag. Til gavn for medarbejderne, som vil få en endnu mere attraktiv arbejdsplads med plads til udvikling og med råderum til at prøve nye opgaver, har de tre lokalformænd Leif Gravesen, Thisted, Lars Kristensen, Skive og Morten Agger, Lemvig tidligere udtalt i en pressemeddelelse.

Foto: LandboThy

Forfatter

Related posts

Top