Dansk Håndbold Forbund aflyser alle håndboldkampe

I lyset af regeringens udmelding onsdag aften og den alvorlige situation i forhold til spredningen af coronavirus, har en samlet ledelse i Dansk Håndbold Forbund og de tre distriktsforbund besluttet at aflyse alle kampe, stævner og al cupdeltagelse for alle rækker fra og med liga og ned.

Beslutningen får konsekvenser for op- og nedrykningen i alle rækker, og Dansk Håndbold Forbund vil i løbet af de kommende dage komme med en udmelding om, hvordan dette løses.

Morten Stig Christensen, der er generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund, er ked af, at ledelsen har været nødt til at handle så radikalt. Han siger:

– Det har bestemt ikke været nogen nem beslutning, og vi er rigtigt kede af det på vegne af de mange håndboldglade danskere, der nu må se langt efter halgulvet. Omvendt står vi i en exceptionel situation, hvor vi alle har et ansvar for at opføre os ansvarligt. Og for os er det blandt andet lig med at undgå den tætte kropskontakt, som håndbold medfører.

Dansk Håndbold Forbund med de tilhørende regioner kan ikke forbyde håndboldtræning. Men det er en naturlig konsekvens af dagens udmelding fra myndighederne, at der henstilles til, at man inden for breddehåndbolden ikke gennemfører håndboldtræningen, så længe situationen omkring coronaens udbredelse udvikler sig dag for dag.

Regeringen anbefaler også på det kraftigste, at indendørs idræt lukkes ned i to uger. Danmarks Idrætsforbund bakker op om anbefalingen og opfordrer desuden til, at idrætsforeningerne lukker ned for udendørsaktiviteter i samme periode.

De danske myndigheder har samlet alle informationer om coronavirus/covid-19 HER

Arkivfoto: Mors-Thy Håndbold

Forfatter

Related posts

Top