Det oplyser Udenrigsministeriet.
Reglerne for indrejse er blevet lempet, efter at de tyske myndigheder har ophævet Danmarks status som “risikoområde”. Det sker efter den seneste tids faldende danske smittetal.
De nye vejledninger gælder, hvis man har opholdt sig i Danmark de seneste ti dage inden rejsen over den tyske grænse.
Rejserestriktionerne er imidlertid ikke ophævet, hvis man rejser med fly til Tyskland. Her skal man stadig kunne fremvise en negativ coronatest, når man lander.
Testen skal være maksimum 48 timer gammel, hvis det er en lyntest. Den må være 72 timer gammel, hvis det er en PCR-test.
Det er heller ikke længere et krav, at man skal i karantæne i Tyskland efter indrejse.
Tyskland er fra lørdag markeret som grøn i det danske udenrigsministeriums rejsevejledninger. Det betyder, at Udenrigsministeriet ikke som sådan fraråder noget i forhold til rejser til landet, ud over at man skal bruge sin sunde fornuft.
/ritzau/