Danskere streamer mere musik og radio

Streaming af musik og radio fyldte mere i danskernes mediebrug i 2019, viser en undersøgelse fra DR.

I 2019 var tv stadig størst med omkring 30 procent af medieforbruget. Det er tre procentpoint mindre end i 2018.

Streaming af radio og musik voksede mest. Hvor det i 2018 fyldte 6 procent, var det sidste år 10 procent. Særligt hos unge er det vokset. For de 15- til 31-årige er streaming af radio og musik vokset fra 13 til 21 procent.

Streaming af lyd står nu for 10 procent af det samlede medieforbrug blandt hele befolkningen.

Generelt ser mediebruget anderledes ud for 15- til 31-årige end for resten af befolkningen. Omkring en fjerdedel af de unges mediebrug er streaming af tv og film. Det er langt mere, end samme aldersgruppe bruger på flow-tv og radio.

Selv om der er tale om små ændringer, viser DR’s undersøgelse faktisk også et fald i, hvor meget sociale medier fylder i mediebilledet – også hos unge.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top