Danskerne ser så småt ud til igen at have fået appetit på at rejse til udlandet.
I hvert fald oplever TUI Danmark, en af de største rejsearrangører herhjemme, en stigning i antallet af solgte rejser. Det sker, efter flere måneder hvor udbruddet af coronavirus har afholdt mange fra at rejse ud af Danmark.
– Men den seneste måneds tid og særligt den seneste uge har vi set en ret stor stigning i antallet af bestillinger. Bare den seneste uge har vi set en stigning på over 100 procent, siger Mikkel Hansen, kommunikationschef i TUI Danmark.
Da Udenrigsministeriet i slutningen af maj opdaterede sine rejsevejledninger, blev rådet om at undgå ikke-nødvendige forlænget frem til 31. august, og de fleste af bestillingerne hos TUI Danmark er da også i øjeblikket med afrejse efter 1. september.
Hos TUI Danmark topper Grækenland og Cypern lige nu listen over de mest populære rejsedestinationer. De seneste 30 dage er mere end halvdelen af alle bestillinger gået til Grækenland.
/ritzau/
Foto: TUI