Årets DM serie i bilorientering, der afvikles over 6 afdelinger fordelt over hele året og hele landet, blev lørdag indledt ved Roskilde, hvor Automobil Sports Klubben, Hedeland stod som arrangører af DM 1.
Sidste år vandt Børge Holm, Thy Motor Sport og Jørn Mørup, Struer & Omegns Motor Sport deres 10. DM guld medalje i bilorientering. Målsætningen til sæsonen 2023 er derfor helt klar, mandskabet går efter at skaffe endnu en DM-guld medalje til rækken.
Det var derfor helt efter bogen, set med nordvestjyske briller, at Holm og Mørup indledte årets DM serie med en sejr, om end sejren kom i hus med mindst mulig margin. 1 strafpoint var forspringet ned til de nordisk mestre, Ikast brødrene Harald og Jan Søndergaard.
De to jyske mandskaber blev begge noteret for kun en enkelt fejlkørsel, der udløste 25 strafpoint. Dertil skulle så lægges strafpoint for tidsforbruget.
Selv om Thisted/Struer mandskabet kun var næst hurtigst med 5 minutters forsinkelse i forhold til idealtiden og 5 strafpoint i tidsstraf, var det nok til sejren. Søndergaard brødrene var nemlig hurtigere, men fordi Ikast mandskabet var kørt foran den officielle idealtid og ved en hemmelig tidskontrol kom 2 minutter for tidligt til tidskontrollen, blev de tildelt 4 strafpoint for at komme for tidligt, fordi der er dobbelt straf for at komme for tidlig. Siden kom Ikast mandskabet 2 minutter for sent til en anden tidskontrol og måtte således indkassere 6 strafpoint for tidsforbrug.
Det var også tæt i kampen om 3. – 4. pladsen. Bedste sjællandske bud på en DM titel, er guldvinderne fra 2020, Frederikssund mandskabet Leon Spiegelhauer og Jan Johansen. Frederikssund mandskabet sluttede på 3 pladsen 1 strafpoint foran Struers Morten Jäger og Bent Mikkelsen på 4. pladsen blandt de 14 mandskaber i Mesterklassen.
I den næst øverste klasse: A-klassen, var Thy Motor Sport også repræsenteret, da Finn Hvidberg / Bjarne Nielsen, sluttede som nr. 6, endvidere deltog Ole Bach / Bjarne Agesen som sluttede som nr. 12 blandt de 13 mandskaber i A-klassen.
For mange af de lokale mandskaber går det løs igen om små to uger. Her afvikles de to danske afdelinger om det Nordiske Mesterskab. Begge løb er også tællende til DM.
Første NM afdeling afvikles på Fyn fredag den 28. april og dagen efter afvikles 2. afdeling ved Horsens.