Læserbrev af Jens Dahlgaard, KV21-kandidat for Socialdemokratiet på Mors
En af de ting, som jeg glæder mig allermest til under en valgkamp, er folks spørgsmål.
Valgkampe giver borgerne lyst til at komme af med alle de betragtninger og idéer, de har bygget op gennem valgperioden. Derudover er det med til at flytte fokus over på de ting, som fylder mest i hverdagen. Det beviser, at vores demokrati virker, og det fortæller, at rigtig mange mennesker faktisk interesserer sig for lokalpolitik.
Og spørgsmålene kan være meget forskellige. Jeg har fx fået spørgsmål om Ørodde, trafiksikring i landsbyerne, brugen af sprøjtemidler, asfalt, vindmøller, energiforsyning, grundvand, unge udenfor foreningslivet, grønne områder, bosætning, skoler, uddannelse, kultur, miljø og meget andet.
Jeg ville ønske, at debatterne helt af sig selv kunne køre videre, når valgkampen er forbi. Det er nemlig spørgsmålene og de personlige henvendelser, der holder demokratiet på sporet og politikerne skarpe.
Jeg vil ønske alle en god afsluttende uge i valgkampen.