Pr. 1. november kan ægteparret Birgit Vester & Jens Krarup fra Redsted officielt kalde sig campingpladsejere.
De har nemlig købt Dragstrup Camping, som de seneste godt 20 år har været ejet og drevet af Mette og Lars Olsen, der ønsker sig mere tid med familien.
Da campingpladsen blev sat til salg for næsten 5 millioner kroner tidligere på året begyndte drømmen at spire i maven på 52-årige Birgit Vester og 57-årige Jens Krarup.
– Vi gik en tur på pladsen i den skønne natur og snakkede med Mette og Lars. Vi syntes, at Dragstrup Camping var et fantastisk sted med læ, strand, skov, pool, put and take sø og stille og roligt midt i naturen, fortæller de nye ejere, der har været gift med hinanden i 7 år.
Herfra voksede tankerne om at arbejde sammen og ideen om at sætte sit eget præg på campingpladsen.
Masser af planer
Campinglivet er ikke nyt for de nye ejere, der selv har været campister det meste af livet. De ved derfor om nogen, hvad der skal til for at gøre en campingplads hyggelig og afslappende for gæsterne.
– Der skal skabes hygge med blomster, rene og hyggelige faciliteter samt hjemlig hygge i cafeen. Der er et stort fælles rum, hvor der skal være plads til både store og små børn kan hygge sig og lege når vejret ikke er til at gå til stranden eller i skoven.
– Desuden er der rigtig mange muligheder i den skønne natur der er Dragstrup for vandrere, cykelturister og dem, der gerne vil på vandet med kajak eller paddelboard, fortæller de om tankerne for planerne.
De nye lejrchefer har også planer om at købe kajakker og paddelboard som kan lejes. Derudover er det også planen, at der skal etableres shelters med bålplads i skoven.
I forhold til faciliteterne på campingpladserne vil både bad- og toiletområderne få en opfriskning. Derudover kommer der et nyt køkkenområde med borde ude og inde og med mulighed for at grille, så familien kan hygge sig samme sted.
Hænderne skruet rigtigt på
Som lejrchef er det bestemt en fordel, hvis hænderne er skruet rigtigt på. Med en baggrund som pedel på Hvidbjerg plejecenter og med en uddannelse som ejendomsservicetekniker må det forventes, at den mandlige halvdel af det ne ejerpar uden problemer kan løse de fleste småreparationer selv.
Birgit Vester har i 19 år arbejdet i Majgårdens børnehus og nyder at bruge en masse timer i haven hjemme på gården.
– Først og fremmest glæder vi os til at komme i gang med de nye ting, som vi skal i gang med på campingpladsen, fortæller de.
Juletræer og nissesti
Også uden for sæsonen vil der være aktivitet på campingpladsen. I december vil der blive solgt juletræer og der vil samtidig være gløgg og æbleskiver.
– Der bliver jule stemning og hygge i fællesrummet. Der bliver lavet nissesti i skoven, og en lidt længere rute for dem som har lyst til det.
– Men ellers glæder vi os rigtig meget til foråret hvor vi skal byde de første campister velkommen.