Den endeløse eftermiddag

Anmeldelse af Den Endeløse Eftermiddag på Limfjordsteatret. Skrevet af 14-årig Emily Sophie Espersen, 8. klasse på Dueholmskolen, Nykøbing.

De fleste der kommer til en juleforestilling, forventer nok noget om nisser, juletræer og sne, men her bliver man nok lidt overrasket, når man sætter sig ned for at se Limfjordsteatrets nye juleforestilling; ’Den endeløse eftermiddag’. Det man til gengæld får er en absurd sort komedie med en fed scenografi og en dialog, som er fængende og sjov, men som heller ikke altid er helt til at forstå.

Forestillingen handler om et ældre ægtepar, som bare snakker og snakker, i hvad der føles som en evighed. Den er fyldt med jokes, som mange voksne – ikke mindst par og ægtepar – sikkert kan relatere til og grine af. Men som ung kan man også genkende masser af de her ting i sine egne forældre, og så også grine med på alle de sjove måder Rosa (Lasse Popp) og Just (Anna Ur Konoy) afleverer deres replikker. Begge skuespilleres timing passer fantastisk til stykket. Der er næsten aldrig et stille øjeblik, og det resulterer så også i at man aldrig rigtig keder sig. Indimellem holder de heldigvis nogle små pauser, hvor de stivner, og hvor man lige har tid til at lade det hele synke ind.

De to skuespillere står på en rund scene midt i lokalet. Scenen drejer hele tiden, og det samme gør skuespillerne, så publikum alle oplever de samme udtryk og bevægelser som skuespillerne giver, men alligevel på lidt forskellige måder, da det kommer an på hvor man sidder. Selve scenografien oven på scenen er minimalistisk. Der bliver kun brugt fire forskellige møbler: En lænestol, et sofabord, et spejl og et knaldgrønt køkken. Ligesom scenografien er skuespillernes påklædning også i den minimalistiske ende. De har stort set det samme sæt tøj på, men dog med nogle få justeringer, så de alligevel bliver deres egne vidt forskellige karakterer. Både scenografi og påklædning fungerer supergodt med forestillingen

Den endeløse eftermiddag er i mine øjne en absurd, forvirrende, anderledes og så alligevel pissesjov forestilling. Man kommer på ingen måde i julestemning, men det er også helt okay, for det giver noget helt andet. Man får et godt grin, noget at tænke over, og for nogle voksne vil det nok føles som om de får et spejl holdt op foran sig, mens unge teatergængere får en fed oplevelse og kan få lov til at grine af de voksnes absurditeter.

Unge Anmeldere – Hvad går det ud på?
Ung Kult tror på, at det er vigtigt med kulturelle oplevelser for, med og af unge. Derfor har man i Ung Kult sat sig for, at få unge i lokalmiljøet til at anmelde forskellige projekter, events og performances – både fysisk og online.

De unge anmeldere rater hvert event med mellem 1 og 6 Ung Kult-skjolde.

Foto: Lars Horn, Baghuset

Forfatter

Related posts

Top