Den grønlandske mand gæster Limfjordsteatret

Grønlændernes liv og historie har fået fornyet opmærksomhed med først den seneste sæson af ”Borgen” – og nu DRs serie om Grønlands og Danmarks fælles historie på godt og ondt.

På Limfjordsteatret kan man 16. maj blive endnu klogere på den moderne grønlandske mand, hans identitet, selvforståelse og forholdet til det at være mand i en foranderlig verden med den prisbelønnede forestilling ”Den grønlandske mand”. Eller ”Angutivik”, som den hedder på grønlandsk, som snarere betyder noget i retning af ”rigtigt mandfolk”.

I scener med musik, dans, monologer, latter og gråd rejser vi ind i hans sind og hans tanker om sex, politik, livet og døden. Oplever hans kærlighed til forfædrene og børnene, naturen, storbylivet og kvinden.

Forestillingen er både sjov og alvorlig – og en masse følelser ind imellem. Den bygger på virkelige historier og giver et hudløst og rammende portræt af den moderne grønlandske mand og hans rolle i det nye årtusinde – og fremføres på dansk.

Malik fra Borgen
Forestillingen er lavet af Teater freezeProductions i samarbejde med Grønlands Nationalteater og har fået overvældende flotte anmeldelser. Morten Hede, der blandt andet anmelder for Jyllands-Posten, betegner den som en både komisk, rørende, frygtindgydende, smertelig og sanselig oplevelse og giver seks stjerner. Det samme gør Aarhus Stiftstidende, som kalder den en gave til publikum uden antydning af kliche.

I 2019 vandt ”Den grønlandske mand” en Reumert, og var egentlig programsat på Limfjordsteatret i forrige sæson, hvor den blev aflyst på grund af corona.

Denne gang ser det ud til at lykkes, og som en lille detalje kan nævnes, at den ene af de fire medvirkende, grønlandske skuespillere er Ujarneq Fleischer, som spillede Malik i ”Borgen”. Derudover medvirker Hans-Henrik Poulsen, Kristian Mølgaard og Klaus Geisler.

Forestillingen spiller på Limfjordsteatret Mors 16. maj kl. 19:30. Billetter kan bestilles på www.limfjordsteatret.dk.

Foto: Gerth Lyberth

Forfatter

Related posts

Top