Den mobile politistation tager på ”Tour De Vestkysten” hen over sommeren, hvor politiet besøger en række byer for at fremme tilgængelighed, nærhed, tryghed og dialog i forhold til både lokalbefolkningen og turister.
Allerede imorgen kan du møde den mobile politistation i Hurup.
– Vi er den politikreds i landet, der har den største geografi. Næsten en fjerdedel af Danmarks areal ligger inden for vores kredsgrænse. Den mobile politistation giver os en fleksibilitet til at rykke derhen, hvor borgerne er – og om sommeren er der mange mennesker ved vestkysten. Når vi rykker ud med den mobile politistation, får vi lejlighed til at tale med mange mennesker, som vi ikke ellers ville komme i kontakt med. På den måde lærer politiet og borgerne meget om hinanden, fortæller vicepolitiinspektør Ralf Hove Larsen, leder af forebyggelsesafdelingen ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Politiet benytter besøgene ved vestkysten som anledning til at arbejde målrettet med forebyggelse af de kriminalitetsformer, der oftest slår skår i ferieglæden. Fra den mobile politistation vil politiet derfor give gode råd om forebyggelse af indbrud, tyveri, tricktyveri og hæleri. I den mobile politistation vil det desuden være muligt at få vejledning om god digital adfærd. Der er også mulighed for, at læse mere hos BoTrygt og på Det Kriminalpræventive råd.
Den mobile politistation vil derudover også besøge midtjyske byer og udvalgte boligområder, så der vil være rig mulighed for, at træffe den mobile politistation i hele kredsen henover sommeren.
Hvor holder den mobile politistation henne?
5. juli | Middag | Hurup | ‘Vi elsker Thy’ mini festival – Bredgade |
14. juli | Middag | Lemvig | Fælles dag med Brandvæsen, Torvet 15 |
3. august | Formiddag | Thyborøn | Fiskedag |
17. august | Formiddag | Thisted | Alive Festival, Store Torv |
Foto: Kim Matthäi Leland