Den prisnominerede “Tandfeen” gæster Limfjordsteatret

Mangler man noget at lave i weekenden, kan man kigge forbi Limfjordsteatret, hvor den Patraskets Reumert-nominerede forestilling ”Tandfeen” spiller.

Både børn og anmeldere elsker den nye forestilling ”Tandfeen” af Teater Patrasket, som gæster Limfjordsteatret den 10. september i Thy og den 11. september på Mors. En forestilling, der bygger på Kim Fupz Aakesons billedbog ”Hvidt og blidt & kridt” fra 2015 – med tre mænd på scenen, der på skift styrer den storøjede drenge-dukke, Anton.

Anton er træt af, at hans lillesøster skriger hele tiden, og at hans mor og far ikke længere har tid til at hygge og bage boller, som de plejer. Så da Anton taber sin første tand, forærer han både tanden og sin lillesøster til Tandfeen. Bagefter fortryder han og må helt alene drage ud for at finde Tandfeens slot og hente sin søster tilbage.

Ligesom i bogen er teaterversionen fuld af sære påfund, skæve eksistenser – og også lidt uhyggelige væsener. Men, som anmelderne skriver, sikrer Patrasket hele tiden, at det grumme aldrig får overtaget.

”Tandfeen” blev nomineret til en Reumert som ”Årets Børne- og ungdomsteaterforestilling 2022”, og anmelderne har været begejstrede. Så selv om forestillingen er beregnet på de 5-10 årige, kan den sagtens ses af de større børn også – og selvfølgelig deres voksne.

Af praktiske årsager er forestillingen på teaterhuset i Thisted flyttet til klokken 16:30, mens den på Mors spiller kl. 14:00, som annonceret i sæsonbrochuren.

Info

”Tandfeen” af Teater Patrasket

Limfjordsteatret i Thy, Frederiksgade 5 i Thisted: lørdag den 10. september kl. 16:30

Limfjordsteatret på Mors, Limfjordsvej 97 i Nykøbing: søndag den 11. september kl. 14:00

Børnebilletter koster 40 kr., voksenbilletter koster 70 kr. ekskl. gebyr

Foto: Søren Meisner

Forfatter

Related posts

Top