Den store arbejdsplads

Læserbrev af Jens Dahlgaard (S), KV21-kandidat på Mors

Danmark oplever i disse år rekordstor mangel på arbejdskraft. En simpel søgning online viser, at det stort set er i alle brancher, man møder udfordringen.

Morsø Kommune er i den sammenhæng øens største arbejdsplads. Kommunens arbejdsområder er mange, og de berører et væld af forskellige fagområder. Vigtige områder, som stort set alle borgere på øen næsten dagligt mærker til, uanset aldersgruppe.

Når man skal holde en så stor maskine i gang, stiller det store krav og forventninger til arbejdspladsen. Det er vigtigt, at vores kommune er en attraktiv arbejdsplads, som kan konkurrere med den private sektor. Det er vigtigt, at Morsø Kommune kan tiltrække den bedst mulige arbejdskraft. Det fortjener borgerne på øen.

Morsø Kommune skal hele tiden arbejde på at lokke nye ansatte til. Vi skal ligeledes pleje og positivt udfordre de mange dygtige mennesker, som allerede i dag er ansat i kommunen. Vi kan godt være stolte af vores kommune. Der bliver gjort mange gode ting og tiltag i det daglige, som er med til at styrke denne indsats.

Det er dog vigtigt hele tiden at huske på, at vi skal udvikle kommunen som arbejdsplads. Vi skal altid have fokus på arbejdsmiljø, løn, fleksibilitet, arbejdstid, personlig udvikling og give vores ansatte de rigtige udfordringer. Dette gælder naturligvis både på ledelsesniveau og hos de mange vigtige ansatte på gulvet, som man populært kalder det.

Dette skal være et fokuspunkt i Morsø Kommune de næste 4 år. Kampen om arbejdskraften er hård, og vores kommune skal være parat til at kæmpe, så vi fremtidssikrer øens største arbejdsplads bedst muligt.

Forfatter

Related posts

Top