Tankerne blev unægteligt ledt hen på den folkekære karakter Gertrud Sand fra TV-succesen The Julekalender, da politikommissær Søren Ribens fra lokalpolitiet i Thisted torsdag morgen gennemgik det seneste døgns hændelser i døgnrapporten med lokalpressen.
Fra et kælderrum i en udlejningsejendom på Ringsgade i Nykøbing, er der nemlig under et indbrud blevet stjålet en kasse med julepynt. Om den er lige så stor, som den fra TV-julekalenderen, står der intet om i døgnrapporten.
Indbruddet er sket i perioden mellem den 8. og den 15. juni. Gerningsmanden har brudt en lås op til kælderen, som rummer flere opbevaringsrum. Foruden kassen med julepynt er der endnu ikke et samlet overblik over, hvad der er blevet stjålet fra de forskellig rum.
En anden udlejningsejendom havde forleden også indbrud. Her skaffede en ukendt gerningsmand sig adgang til et ulåst kælderrum i en udlejningsejendom på Filtenborggade.
Foto: Rigspolitiet