I forhold til årene før Corna bliver der stadig solgt mange sommerhuse. Men samtidig stiger antallet af nye sommerhuse på markedet.
Selvom der uge for uge siden nytår er kommet flere nye sommerhuse til salg, ligger antallet af nye sommerhuse, som kommer på markedet lige nu, på det halve af sidste år. Mens der i uge 10 i 2021 kom 524 nye sommerhuse til salg, bød sidste uge kun på 260 nye sommerhuse på markedet. Og kigger man endnu længere tilbage, kom der i gennemsnit 356 nye sommerhuse til salg i uge 10 fra 2015 til 2019. Det viser en opgørelse fra Boligsiden, som ejendomsmæglerkæden Estate har analyseret.
-Der bliver solgt færre sommerhuse, end der kommer til salg i disse uger, men vi har stadig til gode at se, at mange af dem, som købte sommerhus under pandemien, har fortrudt og sætter til salg igen, siger Peter J. Mattsen, som er administrerende direktør i Estate.
I forhold til årene op til pandemien ligger sommerhussalget stadig højt, hvor der i uge ti i år blev solgt 184 sommerhuse, lå salget mellem 2015 og 2019 på i gennemsnit 124 solgte sommerhuse i uge 10. Til sammenligning blev der i uge 10 i 2021 solgt 425 sommerhuse.
-Sommerhusmarkedet er stadig befolket af seriøse købere, og nu, hvor vi står på tærsklen til foråret, er det vores klare forventning, at salget vil stige yderligere. Sommerhuset har i den grad oplevet en revival som et gode, som mange har en drøm om eje, ikke mindst på grund af de mange nedlukninger, hvor vi danskere har higet efter natur og forandring i hverdagen, siger Peter J. Mattsen.
Udviklingen på sommerhusmarkedet kan ifølge Peter J. Mattsen også blive påvirket af den aktuelle konflikt mellem Rusland og Ukraine.
-Sanktionerne kan på sigt få dramatiske konsekvenser for dansk økonomi, selvom den er stærk, og den usikkerhed, som en international konflikt kan medføre, kan føre til en periode, hvor folk holder igen med at investere i ting, der ikke er livsnødvendige som fx et sommerhus, men det er ikke en tendens, vi har set endnu, siger Peter J. Mattsen.