Der skal gøres en større indsats for akutbehandling i nærområdet

Læserbrev af Anette Svindborg, KV21-kandidat for Dansk Folkeparti på Mors.

Igennem de senere år er der blevet længere til specialbehandling på sygehusene. Det er fint for ekspertisen, dog knapt så fint, for dem, der bor i en kommune som vores, hvor der er halvanden times kørsel – eller mere – til det nærmeste større hospital. Endnu værre er det, hvis man står og har brug for akut behandling for livstruende tilstande.

For at sikre livsvigtig behandling i tide, har man indsat fire akuthelikoptere. Men giver det en falsk tryghed?

Med helikopterne er de muligt at bringe folk fra Mors til akutbehandling på Aalborg sygehus på 15-20 minutter. Fantastisk som det er, så er der også den vinkel, som vi ikke taler nok om, nemlig at ca. 1 af 10 ture med akuthelikopter bliver opgivet på grund af dårligt vejr. Nok kan en militærhelikopter sættes ind, men det tager også tid og er kun muligt, hvis den ikke er i brug andre steder. For folk med indre blødninger eller folk med blodpropper, som kræver hurtig behandling, kan det koste liv – og det har det gjort i flere tilfælde.

Det kan ikke være rigtigt, at det kan have så store konsekvenser at bo langt fra de store sygehuse. Derfor mener jeg, at vi bør gøre hvad vi kan for at sikre adgang til livsnødvendige akutbehandlinger på i nærområdet. Vi skal prioritere at tiltrækkeekspertise og ressourcer til de små sygehuse, som Thisted Sygehus og det kommende nærsygehus i Nykøbing, så akutbehandling for blodpropper, indre blødninger og hovedtraumer også er en mulighed, selvom man bor langt fra de store byer.

Alle bør kunne føle sig trygge og have mulighed for at modtage den rette behandling i tide, uanset hvor man bor i landet.

Forfatter

Related posts

Top