Et samarbejde på tværs kombineret med et stort kendskab til lokalområdet i kommunerne Holstebro, Lemvig og Thisted skal bane vejen for succes i i det nye turistsamarbejde Destination Nordvestkystens sydlige område.
– Det lokale kendskab er vores styrke i Destinationsudvikling Syd. Vi er tæt på erhvervet i de tre kommuner, og vi ser frem til tætte samarbejder med kommuner, erhvervsdrivende og foreninger i hele området. Vi har alle erfaring med at arbejde med turisme i samarbejder på tværs af kommunegrænserne, og vi er klar til at løfte opgaven med at udvikle turismen her, siger Karin Juul Jensen, der er projektchef på filialkontoret i Lemvig.
Destinationsudvikling Syd, som har til huse på Isværket i Lemvig, består foruden Karin Juul Jensen af udviklingskonsulent Betina Slot og projektkoordinator Helle Vibeke Lat. Fra kontoret i Lemvig varetager de opgaverne på tværs af kommunegrænserne i Holstebro, Lemvig og Thisted kommuner. Grundet coronavirus-situationen har de tre medarbejdere indtil nu arbejdet hjemmefra, men planen er at de i næste uge rykker ind på kontoret på Isværket.
– Allerede en måned inde i det nye destinationssamarbejde er vi kommet kommet godt i gang med samarbejdet på tværs af kommunerne. Vi har været i kontakt med mange dygtige og engagerede aktører i området, der viser stor interesse for de kampagner, vi har sat i gang, og samarbejdet generelt. I destinationen har vi fokus på udvikling, kommunikation og viden på tværs af kommunegrænserne, og vi er kommet godt fra start. Vi er meget bevidste om, at for at vi kan lykkes, skal det ske med afsæt i samarbejde med erhvervet, fortæller Karin Juul Jensen.
De tre medarbejdere er i gang med at kontakte de lokale erhvervsdrivende i tre kommuner. Formålet er at præsentere Destination Nordvestkysten.
– De skal vide, hvem vi er, og hvad vi kan hjælpe dem med. Set i lyset af coronavirus-situationen skal de vide, at vi står bag dem og yder sparring. Derudover har vi haft nogle gode møder med kommunale samarbejdspartnere i alle tre kommuner. Vi håber, at aktørerne vil tage fat i os, hvis de har spørgsmål eller gerne vil vide mere, siger Karin Juul Jensen.
En af de store samarbejdsflader er nogle landsdækkende kampagner, som Destination Nordvestkysten skyder i gang her i foråret og den tidlige sommer. Fokus er på de store naturoplevelser, der venter danskerne langs Nordvestkysten. Kampagnerne bliver udformet i samarbejde med lokale erhvervsdrivende.
Kendte ansigter på kontoret
Karin Juul Jensen, Betina Slot og Helle Vibeke Lat har alle erfaring med turismeudvikling i lokalområdet.
Karin Juul Jensen har en Cand. Negot. i Marketing og Kulturforståelse og erfaring med turismeudviklingsprojekter på tværs af kommunegrænser. Hun har tidligere været leder af Enjoy Limfjorden, som var et samarbejde mellem de fem sydlige Limfjordskommuner. Senest har hun bl.a. arbejdet med forretningsudvikling sammen med 25 turismeaktører og udvikling af bæredygtige vandreoplevelser i Holstebroområdet.
Betina Slot og Helle Vibeke Lat kommer begge med erfaring fra turismeudvikling fra Enheden for Erhverv og Turisme i Holstebro Kommune. Betina Slot har de seneste fem år arbejdet som kommunikationskonsulent og haft ansvaret for bl.a. VisitHolstebros platforme. I det nye destinationssamarbejde er hun udviklingskonsulent og kommer til at være tæt på de lokale turismeaktører.
Helle Vibeke Lat er projektkoordinator. Hun har 20 års erfaring med turisme, og mange år på Holstebro Turistbureau har givet hende et stort lokalt kendskab til oplevelser i Holstebro og de omkringliggende kommuner.