Kapitalfonden Polaris og stifterne af Det Danske Madhus har indgået aftale om at sælge deres ejerandele i Det Danske Madhus til den tyskbaserede familiejede virksomhed Apetito. Det meddeler parterne i en pressemeddelelse.
Apetito er en førende cateringleverandør, som tilbyder skræddersyede cateringkoncepter til skoler, børnehaver, virksomheder, hospitaler og plejehjem samt private forbrugere.
Siden Polaris indgik partnerskab med stifterne i 2014, er Det Danske Madhus blevet en stærk markedsleder med en effektiv leverandørkæde, attraktive bruttomarginer og et skarpt fokus på at skabe konstante forbedringer i det danske marked for frisklavede måltider til ældre og sikre bedre og sundere ernæring til mennesker med særlige behov.
Det Danske Madhus blev stiftet i 2003, har 4 køkkener og beskæftiger på landsplan flere end 200 medarbejdere, der betjener omkring 20.000 mennesker og 93 af Danmarks kommuner. En af madhuset afdelinger ligger i Thisted.
– Jeg er utroligt stolt over udviklingen og de mennesker, der har skabt ændringerne de sidste par årtier, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke medarbejdere, leverandører, kommuner og kunder for at gøre Det Danske Madhus til en succes, siger Henrik Sørensen, medstifter og nuværende bestyrelsesmedlem.
Parterne har aftalt ikke at offentliggøre salgsprisen.
LÆS OGSÅ: