Det laveste sygefravær i mange år kan skyldes coronakrisen

Sygefraværet blandt de offentligt ansatte i kommuner og stat faldt i 2020, og der er således for første gang i årevis tegn på, at kurven for sygedage i det offentlige kan knækkes.

Det skriver Jyllands-Posten.

Hos Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har man endnu ikke har forsket i, hvorfor sygefraværet i det offentlige er faldet.

– Men hypotesen er naturligvis, at det korte sygefravær falder, fordi der ikke er samme grund til at sygemelde sig for en forkølelse. Det kan man godt pleje fra hjemmekontoret, fortæller analysechef Joachim Boll.

I kommunerne er sygefraværet faldet fra 12,1 fraværsdage i gennemsnit pr. medarbejder i 2019 til 11,7 dage sidste år, hvis man tager covid-19-relateret sygefravær ud. Det viser tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor.

Tendensen er det samme i staten, hvor det gennemsnitlige sygefravær pr. årsværk i 2019 var 7,3 dage, mens det i 2020 var faldet til 6,6 dage.

Det er et fald sammenlignet med tidligere år. Siden 00’erne har skiftende regeringer forsøgt at nedbringe sygefraværet.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard forventer, at øget fokus på hygiejne og rengøring vil vare ved, i en grad så det ligefrem kan sikre et øget arbejdsudbud.

– Oven på pandemien vil vi særligt i Danmark have set, hvor godt et redskab til at nedbringe sygefraværet øget fokus på hygiejne kan være. Jeg tror, at vi stadig vil have håndsprit på bordene og blive ved at gøre godt rent, og det kan få en kæmpe betydning for arbejdsudbuddet, siger han til avisen.

Forfatter

Related posts

Top