Det vakte opsigt, da en af Forsvarets redningshelikoptere søndag morgen blev set kredse i luften omkring Arup-dæmningen og over vandet nord for Mors. Nysgerrigheden blev ikke mindre af, at også marinehjemmeværnet havde et fartøj på vandet i samme område.
Til LimfjordUpdate.dk fortæller Leder af Kommunikation og Presse Vest under Forsvarskommandoens Kommunikationsafdeling Lars Skjoldan, at der var tale om en redningsøvelse:
– Redningshelikopteren fra Aalborg var i luften og gennemførte øvelser med Marinehjemmeværnets patruljefartøj Patrioten. Der var ingen mennesker i nød, fortæller han.
– Redningshelikopterne skal løbende holde deres træning ved lige, og i weekenderne er Marinehjemmeværnets kuttere på vandet, så der har de god mulighed for at træne sammen, fortsætter han.
En læser har henvendt sig til redaktionen, og undrer sig over en trykbølge over vandet, som forsvandt lige så hurtigt som den opstod.
Til det forklarer Lars Skjoldan, at der efter alt at dømme har været tale om en såkaldt downwash for helikopterens rotorblade.
– Hvis helikopteren hænger stille i luften og pludseligt skal skifte retning, så drejer helikopteren den retning den trykker luften. For at holde sig i luften skal den skubbe mere end 13 tons luft under sig, og det kan ses meget tydeligt på vandet.
Foto: Forsvaret