Alle landets kommuner skal modtage en bonus på mindst 5000 kroner for hver privat arbejdsplads, der er eller bliver skabt i kommunen.
Sådan lyder et nyt forslag fra Dansk Industri, som vil gøre det attraktivt for kommunerne at tiltrække og fastholde private virksomheder og dermed skabe arbejdspladser lokalt. Det skriver Avisen Danmark.
Helt konkret går forslaget ud på, at kommunerne skal have en såkaldt jobpræmie for hver privat arbejdsplads, der er inden for kommunens grænser – og hver gang, der skabes en ny arbejdsplads. Det skal give kommunerne incitament til at arbejde for at tiltrække flere virksomheder.
Til gengæld mister kommunerne ifølge forslaget deres andel af selskabsskatten, og den kommunale dækningsafgift på erhvervsejendomme bliver beskåret eller fjernet helt fra de kommuner, der fortsat afkræver virksomhederne en sådan afgift.